Roforeningen Bølgeskvulp
                   Stiftet 1982
     Rederitelefon +45 40 15 22 75 (svarer hele døgnet)
 
Bølgeskvulps vedtægter

 

Love
for
Roforeningen Bølgeskvulp

af Roskilde

§1

Foreningens navn er Roforeningen Bølgeskvulp.

Dens hjemhavn er Roskilde.

Foreningen er stiftet i 1980erne.

§2

Foreningens formål er at tilse, at foreningens medlemmer driver det vidt i tilværelsen, idet foreningens bidrag hertil hovedsaligt skal bestå i en behersket, men mådelig sportslig og kulturel opdragelse, til sikring af, at medlemmernes drikkevaner i det mindste bibeholdes og en stedse fremme af den gode ånd, det gode kammeratskab og medlemmernes vide livssyn.

§3

Som medlem kan optages enhber retskaffen borger med et af følgende navne:

Hans Arne Larsen (skal have svendebrev som murer og elektriker). Kim Rørbæk (skal være venstreorienteret, uddannet lærer, men med virke i vandregi). Allan Ohms (skal være kyndig ud i jura, moral og etik).

§4

Medlemmerne er pligtige hvert år at deltage i en rotur i Det Sydfynske Øhav af varighed mindst syv dage og nætter.

På turen skal som minimum følgende roklubber besøges: Fåborg, Svendborg, Rudkøbing og Ærøskøbing.

 

 

I Fåborg skal besætningen altid hilse forsvarligt på formanden, Søren og Aida og andre udvalgte medlemmer, hvorved bemærkes, at foreningens medlemmer er medaljeret i og af denne hæderkronede venskabsklub.

Før afgang fra Svendborg, skal der indtages minimum to ekstra stærke Tuborg foran bådehuset på pontonen, når båden er pakket. Der skal mindst én gang undervejs købes pølser i Troense. I Rudkøbing skal der aflægges besøg hos Karl i Dueslaget og hos Thorbjørn i Café Den Røde Hane (dæknavn for Kafferisteriet).

Herudover skal der indtages middag på Avernakø Kro og fugle skal studeres i kikkert, herunder gerne fra højen på Avernakø.

Overnatning skal ske i telt, roklubber eller på hotel.

Medlemmer, der er fyldt 40 år skal sove på luftmadras. Yngre medlemmer kan afstå herfra.

§5

Alle forhold afgøres ved enstemmighed eller i mangel herpå ved lodtrækning, enten i form af ‘Numre’ , ‘Kaste gris’ eller på anden måde, blot udfaldet beror på tilfældet.

§6

Medlemmerne er pligtige til i fornødent omfang at behandle oplysninger modtaget i og under foreningens virke med behørig fortrolighed.

Episoder oplevet i foreningen må aldrig gengives overfor andre på en måde, hvori indgår elementer af overdrivelse.

§ 7

Medlemmerne skal foretage deres udflugter i langtursbåde godkendt af DFfR. Båden skal stedse føre familiestanderen fra Roskilde Roklub samt reglementeret splitflag.

§ 8

Forud for hver tur modtager hvert medlem en fortegnelse over effekter, som det påhviler hvert medlem, subsidiært et særligt udpeget medlem, at medbringe på turen.

I fald et medlem forsømmer denne pligt, ifaldes en straf i form af en køkkenpungen tilfaldende mulkt på kr. 23 subsidiært € 3.00 (år 2004) pr. glemt effekt.

§9

Det påhviler medlemmerne at iagttage fornøden ro, når samtlige medlemmer er gået til køjs. Det kræver enstemmighed at stå op før klokken 0800 om morgenen. Det tillades dog – forudsat dette sker uden stønnen eller skubning til andre medlemmer – medlemmerne at stå op for at besørge. Dette skal ske udenfor teltet (herunder forteltet) og straks efter ærindets gennemførelse skal der i stilhed returneres til sovepladsen.

Det skal dog til enhver tid være medlem Hans Arne Larsen tilladt at hente morgenbrød og tilberede dette, blot må de øvrige medlemmers søvn ikke forstyrres før det foran anførte klokkeslæt.

§10

En passende del af enhver rotur skal foregå i landlige og naturskønne omgivelser, således at besøg i stærkt urbaniserede dele af landet – med de dermed forbundne fristelser – stedse skal søges indskrænket til et efter omstændighederne passende niveau.

Der skal udvises forsigtighed ved omgang med andre mennesker, navnlig med restauratører og fruentimmere.

§ 11

Medlemmerne skal såvidt muligt opføre sig sømmeligt, hvilket gælder for såvel væremåde som påklædning. Ophængning af vasketøj bør ske under behørig hensyntagen til omgivelserne.

§ 12

Det er stedse forbudt at tale nedsættende om andre medlemmer af foreningen Bølgeskvulp (‘Wassington eden’). Der må således f. eks. ikke tales nedsættende om eller ironiseres over medlemmer, der har særlig hang til at spise pølser; på samme måde må der ikke ses skævt til kammerater, som bliver berusede, taler i vildelse eller på anden måde falder lidt udenfor den almindeligt fremherskende norm – kort sagt: pli skal stedse være i højsædet.

§ 13

Under ture i roforeningen Bølgeskvulps regi hersker fællesøkonomi, der administreres via køkkenpungen, hvis midler stedse skal holdes adskilt fra enkeltmedlemmers privatformue.

Det tilstrbæs på denne måde at gøre sådanne ture omkostningsfri for medlemmerne, idet køkkenpungen som anført foretager alle betalinger.

§ 14

Medlemmerne er kontingentfri, men der kan dog ved særlige lejligheder opkræves indskud til køkkenpungen.

 

 

§ 15

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Generalforsamlingen indkaldes med 14 dages varsel ved brev til foreningens medlemmer.

Den afholdes i Roskilde kommune inden 8 uger efter Askeonsdag (28. februar).

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte:

  1. Apperitif og gensidig hyldest
  2. Spisning. Ikke under 3 retter.
  3. Kaffe og cognac (kan med dirigentens tilladelse serveres til indtagelse, mens efterstående punkter behandles.)
  4. Seriøs drøftelse af foreningens aktiviteter i det forgangne år, herunder fremlæggelse af billeddokumentation samt drøftelse af aktiviteter i det kommende år.
  5. Forelæggelse af årsregnskab for køkkenpungen med revisionspåtegning til godkendelse eller forkastelse. Regnskabet må ikke sendes ud før generalforsamlingen.
  6. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til det godkendte eller forkastede regnskab.
  7. Forelæggelse af budget for køkken pungen for det kommende år til foreløbig orientering.
  8. Uomtvistelig: løs drøftelse af verdenssituationen med indtagelse af øl, vin og spiritus. Fællessang.

Dagsordenens rækkefølge skal overholdes, dog kan rækkefølgen for indtagelse af de under pkt. 8 beskrevne fluida ændres ad libitum.

Det er medlemmerne forbudt at sove under pkt. 1 – 2.

§ 16

Foreningens bestyrelse består af tre mænd: formand, kasserer/revisor samt skriver. Indtil andet enstemmigt besluttes, er disse poster besat som følger:

Formand: Hans Arne Larsen

Kasserer/revisor: Kim Rørbæk

Skriver: Allan Ohms

Formanden skal føre tilsyn med foreningens virke og lede forhandlingerne i bestyrelsen. Kasserer/revisor skal føre tilsyn med køkkenpungen, revidere regnskabet og udarbejde budget samt sørge for reservering af båd til årets roture. Skriveren skal udende erindringsliste forud for den i § 4 stk. 1 omtalte rotur samt iøvrigt foretage skrivearbejde efter bestyrelsens bestemmelse.

§ 17

I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder dens midler i mangel af enighed om andet Mulle Brønnum, Café Mulle & Rudi, alene med den klausul, at formuen kun må anvendes af modtager personlig og kun til indkøb af unge mænd.

§ 18

Ændringer i disse love kræver skriftlig tilføjelse og underskrift fra samtlige foreningens medlemmer.

Således vedtaget i enstemmighed af roforeningen Bølgeskvulps lovkyndige medlem.

Roskilde, d. 10. juli 1992

Allan Ohms

DotNYHEDER

Dot

Allerhotteste nyt

Dot

Læs om Bølgeskvulps sommertur i 2008...
Dot Se fotos fra Bølgeskvulps stiftelse..
Dot Se dristige fotos fra sommeren 2004......
Dot Interview i Fyns Amtsavis........
Dot Læs om Bølgeskvulps sommertur 2007.......
Dot Læs om Wasjington
Dot Aærøhus - hvad er det
Dot Medlemmerne
Dot Ohms 50 år
Dot Blandede fotos!!