Kortet herunder viser R/F Bølgeskvulps rute på sommerturen i 2009 - 2. tur efter 25 års jubilæet. De blå streger angiver den rute, der blev tilbagelagt pr. rugbrødsmotor, mens de røde angiver strækninger tilbagelagt pr. færge eller auto

R/F Bølgeskvulps sommertur 2009

’Men hvorfor har det dog taget så lang tid at få den beretning nedskrevet’ vil nogle sikker t spørge? ’Hvorfor holder I os på pinebænken måned efter måned? Kan det virkelig ta’ så lang tid? Godt nok er der et par selvstændige næringsdrivende med i Bølgeskvulp, men alligevel ’ stemmer andre i. ’Åhr, det ka’ også være det samme.   Alle jeres ture ligner jo hinanden’, vil skeptikerne påstå. ’I kan jo bare kopiere fra et af de foregående år. Der er der ingen, der opdager, og det ser det jo i forvejen ud som om i gør..!’

Bemærkninger som disse har vi måttet lægge ører og tålmodighed til. Men nej, forklaringen er ikke helt så enkel. Den skal først og fremmest søges i den omstændighed, at medlemmerne nu alle er omkring de 60 år gamle. Og som det er almindelig kendt, er kortidshukommelsen for den aldersgruppe ikke hvad en har været. Ikke sådan at forstå, at de ikke kan huske noget som helst (selv husker jeg tydeligt at jeg har styretid til gode i 2010), men der skal bare gå så lang tid, at det ikke er korttidshukommelsen, der er brug for, men derimod langtidshukommelsen. For netop langtidshukommelsen styrkes betragteligt hos folk jo ældre de bliver. Det er en kendt sag, der dog ikke gælder regeringens medlemmer.

Og det er netop det, der er den bevidste og tilstræbte hensigt med at forsinke udarbejdelsen af beretningen for 2009. Vi vil gi’ vores læsere den korrekte og fuldt detaljere beskrivelse af, hvad der er foregået. Og det kan man ikke hvis man sætter sig til skrivemaskinen dagen efter at turen er afsluttet. Nej, der skal gå en rum tid. Nyere forskning (ref: A. Fogh et al: ’New science within short memory’ ) har vist, at først omkring 10 – 11 måneder efter at en hændelse er indtruffet i en 60 årig persons liv, er personen i stand til at gengive hændelsesforløbet korrekt og detaljeret.

Så derfor kære læser, forsinkelsen er fuldt bevidst og kun begrundet i hensynet til DIG. Hvor tit har det ikke kriblet i fingrene i vinterens løb for at få pennen til papiret, men forfatterens karakterstyrke overvandt fristelsen og prioriterede hensynet til læseren.

Men til sagen –  for der skal jo heller ikke gå så lang tid, at beretningen bliver ALT for detaljeret.

I ugerne op til afrejsedagen, havde vores mæcen, den tidligere sløjdlærer og nuværende skyggedirektør af den ikke-eksisterende – og dermed imaginære – Roskilde Blank, arbejdet ihærdigt (ja, det står der faktisk) på at færdiggøre roforeningens skorpeskrin, så vi kunne være bekendt at vise det frem i det sydfynske. Helt op til minutterne inden afgangen var han iført lakpensel og arbejdstøj (vistnok noget han havde lånt) og med tilklistrede lakfingre og tydelig tendens til malerhjerne, men alligevel stolt, viste han tingesten (skorpeskrinet altså) frem.

Vi inviterede ham på stedet med til fernisering, nu han havde fingrene i lakdåsen, og afsted gik det mod Svendborg på det aftalte – og sædvanlige – tidspunkt: 18:02.

Forinden var vi dog igennem den obligatoriske bagageinspektion, der ganske som sædvanligt afslørede at Oms medbragte endog meget store bagagemængder. Men robror Hans og jeg bemærkede også noget anden og langt mere alvorligt: den omsiggribende interesse hos Oms for gummiting! Han medbragte adskillige tasker i gummi – store som små, og da der faldt en bemærkning om det uhensigtsmæssige i at overgå fra de traditionelle sportstasker til mere fyldige gummitasker, bemærkede Oms, at interessen for gummi, den delte han faktisk med hustruen (!). Læg dertil kære læser, at han jo  i forvejen omgiver sig med gummiting (og her tænker jeg ikke blot på hans armmuskler), ja så har din fantasi vist mere end rigeligt at arbejde med….!!!!

Undervejs fortælles de seneste sladder historier, og der nydes en kold ferieøl. Vi er ikke rolige før bygrænsen er passeret. Helle Tilsynsførende kontaktes, og vi erfarer, at Lygten desværre har fået forfald. Forhåbentlig er de med igen til næste år.

Vi ankommer til Svendborg Rk lige tidsnok til at nå en Sundowner på terrassen. Først nu er ferien startet, og snart er der afgang til Bella Italia, hvor der nydes lidt italiensk vådt og tørt. Senere på Strandlyst, hvor Carl Henrik fra DHI slutter sig til det nu mere end muntre selskab. Men alting har en ende, ikke mindst for Ole Sløjdlærer samt robrødrene Oms og Larsen: de falder alle i dyb søvn. Så meget mere tragisk er det, at der nu er mange madammer, der farer om ørerne på os. Men hvem slår sig ned ved et bord med tre storsnorkende og småbøvede (mand)folk?

Senere vågner Oms op, og han og stræke Kim runder aftenen og pizzabaren af og returnerer til roklubben kl 03:30.

Om natten sker der mærkelige ting. Sløjdlærer Ole er vist uheldig, for da han åbner en dør til herretoilettet, vælter en balje vand ned over ham, og han returnerer plaskvåd til sovepladsen. En lokal spøgefugl har stillet baljen op oven på døren. Ukammerateligt!

Der købes ind til hele ugen i Føtex, og morgenmaden nydes i  fulde drag på terrassen. Ole returnerer til Roskilde, så snart hans bukser er tørre, og vi andre sætter os til at vente på, at strømmen vender, da vore vedtægter forbyder roning i modstrøm.

Pludselig glider kongeskibet Dannebrog ned igennem Svendborg Sund – lige forbi roklubben. Og det er robr Hans der opdager det, da han tilfældigvis forretter sin nødtørft i netop Svendborg Sund, da det majestætlige fartøj glider forbi. Han får travlt med at rejse hvad rejses kan – i det her tilfælde årerne, og det er godt, at han har en fortid som værnepligtig boldværksmatros ved Tivoli søen. Så kan han vise os andre tilrette.

Dannebrog besvarer vor hilsen mens robr Hans ryster de sidste dråber af, og majestæten viser sig på dækket og ubryder: ’Guuuud, der er jo Bølgeskvulp…!’ Dagen er reddet.

Præcis på det af robror Kim beregnede tidspunkt vender strømmen og vi glider pr træsejl mod Drejø, hvor der er bestilt bord på kroen. Vi prajer en lokal traktor, som har fyldt ladet op med skønne kvinder. De hiver os ombord og i milde kvinders arme kører vi mod kroen. Kokken Lars og værtinden Anne–Birgitte ta’r venligt imod og serverer æggekage, og aftenen udvikler sig heldigvis ikke så vildt som sidste år (se beretningen for 2008). Vi spadserer tilbage til havnen i den flotte sommeraften, og undervejs imponerer robrødrene Oms og Kim et par andre skønne kvinder, da de splitternøgne kaster sig i bølgerne. ’Sikke mandfolk’, tænker ungmøerne og sender hånlige blikke i retning af deres slapsvanse af et par kærester.

Den bagved liggende dagsorden for Oms og Kim: at de skønne kvinder også ville smide tøjet og hoppe i det sommervarme hav, bliver beklageligvis ikke opfyldt, hvad robr Hans ikke undlader at gøre opmærksom på (flere gange).

Vi spiser morgenmad i morgen solens stråler, som nu har uhindret passage gennem atmosfæren. En smuk ung kajakkvinde henvender sig til os, og hun ser lige igennem robror Hans og Oms (noget af en præstation) da hun spørger Kim til hvordan en robåd fungerer. Hun får besked, og robror Hans er så ophedet, at han bevæger sig til købmanden for at bytte køleelementer.

Turen går S om Drejø og op mod Revkrog i flot sommervejr. Der bades flere gange undervejs og strandbaren er for første gang i mange år åben. Vi driver det sidste stykke mod Korshavn  Bro, og slår teltet op det sædvanlige sted. Og vi blaffer med en lokal elektrikker som hedder Bent op til købmanden og da Bent som nævnt er elektriker, har han rigtig go’ tid og nyder forfriskninger sammen med os mens han fortæller de seneste historier fra øen. Senere møder vi Benny Smed, som viser os sit seneste kunstværk, som han bestemt mener, at robror Oms skal købe og ta’ med hjem. Oms afstår, og godt det samme: der er tale om en stenfigur med en betydelig vægt.

Om aftenen falder vi i snak med en flok sejlende sønderjyder på havnen, og det hele udvikler sig til en meget , meget munter sammenkomst med affyring af heksehyl osv.

Næste morgen er der morgen mad på bænken. Laurits dukker op og siger ikke nej til et par Fernet Branca, og han kvitterer med at invitere os på Kystens Perle.  Men vi pakker hele Thylejren sammen først og stuver båden og afsted går det mod Laurits’s bro, ca 75 m fra havnen. Noget af en rotur, og et par tyskere har da også fulgt os med øjnene. De gør også store ører, da der et par minutter senere lyder harmonika musik og grødede mandsstemmer ud over hele det blikstille sydfynske øhav.

For Laurits har ikke alene hentet øl og brændevin, han har også taget harmonikassen med, og da Arne Brandmand og Palle Landstryger dukker op (Arne tilfældigvis med øens sangbøger), kommer der gang i musikken og der synges af hjertets lyst. Desværre synger robrødrene Hans og Oms også med, og det er en hån mod Laurits’s fine harmonikaspil, der rives i stykker af fæle usammenhængende lyse fra de tos rustne og fuldstændig disharmoniske tungebånd. Men Laurits er en flink mand, så han lader nåde gå for ret.

Tre timer senere bryder vi op og til tonerne af ’Nordsøbølger’ glider vi afsted fra Laurits’s bro ud på et spejlblankt øhav med kurs mod Fåborg. Ved Bjørnø Rev, som det lykkes robror Hans at ramme, åbner vi strandbaren og i bar røv og hængepil, nyder vi øl og cigarer stående i vand til livet. Det er ferie, det her. Ta’ den, hvis I kan…!

Ganske stille går det mod Fåborg i sommer sol. Sundowner på terrassen og afsted til Færgegården hvor de serverer fortrinlig Wienerschnitzel. Senere bliver vi udnævnt til smagsdommere, da personalet tilsyneladende er uenigt om, om det skal være køkkenchefens eller chefkokkens desert, der skal være ’månedens desert’. Bølgeskvulp træffer en suveræn og indiskutabel afgørelse, og personalet kvitterer for vores professionalisme…!

De tre smagsdommere indfinder sig minutter senere på Heimdal, hvor robror Hans rafler med en lokal, som næsten blanker ham af. Robror Oms og robr Kim kurtiserer servitricen, som hedder Marlene. Det bliver desværre lidt sent inden vi er tilbage i natlogiet, og det ødelægger vores tidsplan, der foreskriver, at vi skal ro kl 06.

Men pyt. Næste dag, som nogen har besluttet skal hedde tirsdag, dukker Ebbe Lygtemand op med morgenbrød og Gl. Dansk. Lygten håber at være med næste år. Det håber vi også, at de er.

Men hvor skal vi nu ro hen. Vi har malet os selv op i et hjørne, og tilbage til Svendborg kan ikke komme på tale, da det jo kun er tirsdag. Det bliver Søby – og det bliver med færge, da regnen nu vælter ned. Og vi ror ikke i regnvejr.

Båden ombord og op på soldækket, hvor vi falder i snak med et par muntre cykelturister fra Aarhus, Jacob og Pia. Der udveksles løgnhistorier og drikkes øl, og vel ovre er det ’på gensyn’, da de lige som os hellere vil til Ærøskøbing end blive i Søby, som sandt for dyden ikke er noget Las Vegas. Så med besvær læsses båden i vandet, og for fulde træsejl går det mod Ærøskøbing, hvor vi vanen tro slår lejr på sejlklubbens terrasse.

Mad fik vi desværre ikke købt ind til, så det bliver ’Det lille hotel’, hvor der ryger noget grydeagtigt ned, ledsaget af flere flasker rødvin, så humøret er højt, da vi indfinder os på Landbogården. Her holder en flok tyske sejlere i forvejen hof, og senere støder Jacob og Pia til. Aftenen udvikler sig overordentlig muntert med ’hertzliches beisammensein’ med vore sydlige EU medborgere. Mange, mange øl glider ned, og det bliver meget, meget sent, da vi er tilbage. Uha, uha., det var vist en aften på Landbogården som i gamle dage.

Vi skal væk herfra dette Sodoma og Gomorra. Og næste morgen(formiddag), da Oms triller ud af posen, ror vi mod Marstal. Men den går ikke – for megen modvind. Så mod Rudkøbing i stedet. I medvind –næsten. Og fint vejr. Men vinden drejer og det sidste stykke over Rudkøbing løb er det hele ved at gå i fisk for Bølgeskvulp.

Oms sidder som klistret til styrmandssædet (klister er næppe nødvendigt, da tyngdekraften er rigelig til at holde ham der). Og han kan ikke styre i det elendige vejr. Først styrer han os direkte ind på Bredholm, da han ikke får øje på den, selv om den blev målt op og kortlagt af Det Kongelige Søkortarkiv helt tilbage i 1857. Senere medfører hans manglende sans for styring, at den ene brækkende bølge efter den anden vælter ind over, så vi er godt våde, da vi ankommer i go’ behold til roklubben. Det skal Oms ikke ha’ æren for.

Igen har vi glemt at købe ind, så vi spiser på Skudehavnens restaurant, og her kan jeg ikke pt huske hvordan det smagte, dertil er der ikke gået tid nok. Men i logbogen står der råt for usødet: Noget værre lort!. Så det må vi tro på. Også Dueslaget aflægges besøg, men det er en nedslående oplevelse. Ikke som i Karls tid. Vi lever på minderne og glemmer hvad vi lige har set.

Dagen efter er vejret ikke godt, selv om solen skinner. Det blæser for meget til at ro, så nu må vi konstatere, at vi er ude for noget, der er meget usædvanligt for Bølgeskvulp: vi er blæst inde…! Men vi er jo også landet ude for enden af en blind vej. Her har vore strategiske evner for en gang skyld svigtet os. Hvordan kan det gå til, at vi sidder her uden at kunne komme hverken til den ene eller anden side? Vi lærer af vore fejl, og checker vejrudsigten inden vi en anden gang ror til Rudkøbing.

Noget skal der jo ske, så vi ta’r færgen over til Strynø, og her er jo ganske nydeligt. Sidst vi har her roede vi splitternøgne rundt i det inderste havnebassin, men kameraerne lynede. På kroen er vi eneste gæster og vi får den opfindsomme ’krogryde’. Det er dog rimeligt nok. Med eftermiddagsfærgen tilbage til Rudkøbing. Og senere på dagen spiser vi på Café Eefsen (købmands forretningerne var lukkede da vi returnerede), hvor servitricen er nydelig (primært) og maden go’ (sekundært)

Da fredagen byder Rudkøbing op til dans, blæser det fortsat. Vi overvejer hvordan vi skal få os selv og båden tilbage til Svendborg. Søren og  Kirsten kommer forbi, det samme gør Finn. Senere Henning og Erling fra 60+ foreningen, og de tilbyder at ro båden tilbage, når vejrguderne har raset af. Et tilbud vi ikke kan afslå, og vi kvitterer med et par flasker rødvin. Og så går det med taxa til Svendborg. En noget ydmyg ankomst, og det er i det hele taget ikke noget vi snakker så meget om, og de der læser det her, bedes holde deres mund.

Turen er næsten slut, men inden skal vi omkring Bella Italia og Strandlyst. Den noget skamfulde afgang fra Rudkøbing og efterflg ankomst til Svendbort har sat sit præg: vist nok bedst at være lidt anonym, og det er man vist bedst på køjen.

Men igen en sikker succes udviklet af Bølgeskvulp. Den 28. i rækken. Vi er allerede i gang med forberedelserne til den 29.

Og klik HER hvis du vil se flere fotos fra årets tur.